Det modellérbare badeværelse

- Posted in welfare.innovation

Det modellérbare badeværelse
Med overskriften ”skjult handicap” fremlagde vindergruppen af pilotprojektet VIP Velfærdsbolig dens løsningsforslag i form af et stålskelet, som samles og fastgøres i væg, gulv eller loft for at skjule integrerede hjælpemidler til senhjerneskadede.

Af Sanne Berglund Thor

Hvordan skjuler vi brugervenligheden på badeværelset?
Med dette spørgsmål begynder vindergruppen af pilotprojektet VIP Velfærdsbolig dens præsentation af løsningen til at gøre et badeværelse mere handicapvenligt for en senhjerneskadet uden at gå på kompromis med designet.
I dette eksempel skal boligen indrettes til en ung mand, som har fået en hjerneskade efter en ulykke. Han vil ikke have hjælpemidler som en badebænk stående fremme til at minde ham om, at han er handicappet.

Den tænkte løsning er en del af pilotprojektet VIP Velfærdsbolig, hvor kommende ergoterapeuter fra University College Lillebælt arbejder sammen med kommende konstruktører fra Erhvervsakademiet Lillebælt for at finde nye og innovative løsninger til indretning af hjem for mennesker med senhjerneskade. Gruppearbejdet er foregået i en periode på seks uger, hvori de studerende har været samlet seks dage sideløbende med den almindelige undervisning.

For videncenterchef Michael Royal Petersen ved Erhvervsakademiet Lillebælt var det helt fantastisk at komme udefra og se det engagement, de studerende lagde for dagen i præsentationerne. Til vindergruppen i kategorien “Overall Winner” faldt ordene:
- Vi har vurderet, at vinderprojektet havde det største potentiale af de mange gode løsninger. Det var ikke nemt kun at pege på én vinder. Dette stålskelet har et kæmpe designmæssigt potentiale. I de kommende år sker en renovering af alment boligbyggeri, og der er nybyggeri. Modulet har potentiale til at blive arbejde videre med i andre opholdsrum som køkken og garderobe, siger Michael Royal Petersen.

Vindergruppen består af følgende: ergoterapeutstuderende Cindy Krog Herweck og konstruktørstuderende Simon Olsen, Kasper Regnar Sørensen, Michaela Feddersen, Martin Roholdt og Michael Fahlen Jørgensen.
- Vi har designet badeværelset, så det passer til mennesker med eller uden handicap. Der er klinker på badesædet, og fleksibiliteten afhænger af penge. Det kan laves som en ”kogeø” på badeværelset med brus og toilet på hver sin side, forklarer gruppen.
Prisen i det kommende vinderprojekt er beregnet til knap 200.000 kroner incl. moms.

Godt tænkt
De tre partnere i pilotprojektet vender tommelfingrene op for vinderprojektet. Salgschef Claus Lund Albertsen ved Pressalit Care og ergonomisk konsulent Anders Haugaard ved Guldmann A/S synes, at vinderprojektet skiller sig ud ved, at gruppen har tænkt anderledes:
- Det er et realistisk projekt, hvor fleksibilitet er indarbejdet. Designet er ikke handicappet, og det kan bruges i eksisterende boliger.
Også leder af Bjerggårdshaven Peder Dichmann ved Odense Kommune er begejstret:
- Det er den billigste, mest anvendelige, fleksible og innovative løsning blandt de fremkomne forslag. Super godt tænkt og nemt at integrere i både nyt og gammelt byggeri.

Udover æren af at vinde, fik gruppen et gavekort til en af byens restauranter, hvor de kan nyde en middag sammen og fejre deres samarbejde og førstepræmien.

Blandt andre gode løsningsforslag var gruppen med ”Det kognitive køkken”, som vandt prisen for Bedste ”Poster” – en præsentationsplakat. Desuden vandt gruppen også kategorien ”Students Choice”. Gruppen havde bl.a. indrettet lejligheden uden dørtrin, køkkenet med hæve-sænke bord og glaslåger i skabene for, at beboeren nemmere kunne finde tingene. Derudover kunne beboeren få vejledning til f.eks. at brygge kaffe og andre gøremål med hjælp fra funktioner på en tablet-computer.

VIP Velfærdsbolig er støttet af Den Europæiske Socialfond og indgår som en del af institutionsakkreditering af Erhvervsakademiet Lillebælt og University College Lillebælt.

Dommerpanel:
Ergoterapeut Louise Mosbæk, Bo- og Rehabiliteringscentret Bjerggårdshaven ved Odense Kommune
Salgschef Claus Lund Albertsen, Pressalit Care
Projektleder Nicolai Nybye, Studentervæksthus University College Lillebælt
Ergonomisk konsulent Anders Haugaard, Guldmann A/S
Leder Peder Dichmann, Bo- og Rehabiliteringscentret Bjerggårdshaven ved Odense Kommune
Videncenterchef Michael Royal Petersen, Erhvervsakademiet Lillebælt

Priser:
”Overall Winner” – Gruppe 1: Skjult handicap
Bedste Formidling – Gruppe 14: Welness flytter ind i Velfærdsboligen
Bedste Tværprofessionelle Arbejdsindsats – Gruppe 2: iPad Home Solution
Bedste ”Poster” – Gruppe 10: Det kognitive køkken
Robinson Prisen – Gruppe 13: Det nytænkende køkken
”Students Choice” – Gruppe 7: Vel Fair + Gruppe 10: Det kognitive køkken

Klik her for at se samtlige poster fra alle 15 grupper (åbner i et nyt vindue)